Jeg ville gerne lave et billede med aktion, så jeg tog til Aarhus Skatehal i Åbyhøj, Lokesvej 17. Her mødte jeg den eneste fremmødte skater denne mandag aften, Frederik Dahl Madsen på 18 år. Han går i 2. g på Katedralskolen, og elsker bare at skate. Det journalistiske produkt vi skal lave og ende op med, skal smides på vores skole arbejdsblog. Men jeg vil gerne vise lidt af de billeder, som jeg endte op med i mandags, af dem skulle jeg vælge tre og lave en kort billedetekst til.
Jeg var heldig, at der var bare en, som var mødt frem, alle skatere var åbenbart ude i det gode vejr. Så jeg må sige, at han er passioneret, når han møder op, og øver sig inden døre. Men det var til mit held.

Jeg ville gerne "fryse" ham fast på væggen, men samtidig også lukke al lys ude. Derfor havde jeg et par speedlights i brug, på den måde kunne jeg selv bestemme, hvor meget af baggrunden som jeg ønskede med i billedet. Jeg har et par fantastiske klemmer, så jeg kan sætte dem alle steder, hvor de bare kan få lidt fat. På den måde var det bare, at vente og skyde når han var det ønskede sted. Det krævede lidt timing, at fange ham ud for lyset, - hvilket han også blev blændet af et par gange.


Hvis du er interesseret så se flere billeder på dette link

Foråret 2010.
Jeg stod foran indgangen til Journalisthøjskolen kl. 7:20, ventende på at dørene åbnede kl. 7:30. Hvad jeg ikke havde set eller vidste var, at der på den modsatte side var en dør til os der skulle til fotojournalistprøven. Uvidende stod jeg her blandt et stadigt stigende antal unge mennesker, alle slæbende på proviant, computere og printere til dagens udfordring.
Da kl. nærmede sig 7:45 tænkte jeg, at de sikkert var forsinkede. Vi stod flere hundrede ventende på, at komme ind i varmen denne råkolde forårsdag, flere havde allieret sig med familie og venner til at slæbe udstyret ind.
Alene, stod jeg her med stor printer, sportstaske, kamerataske, alm. taske med madpakke og bøger klar til dagen, velforberedt til alt hvad dagen måtte bringe. Jeg havde i tiden op til, læst mangt og meget taget forberedende kursus i skriveteknik over internettet, hvilket jeg kun kan anbefale.
I ugen op til var vi strandet på Gran Canaria pga. den islandske vulkan, som med sin gigantiske askesky forhindrede vores afrejse i fire dage. Dagene nærmede sig og jeg blev mere og mere nervøs for, om jeg overhovedet skulle nå hjem i tide. Havde undersøgt muligheden for en "fjernprøve" men det kunne selvfølgelig ikke komme på tale. Skibsfarten og fly til andre destinationer i Europa blev undersøgt, alt blev vendt og drejet og holdt op i mod økonomien i landtransport helt hjem til Århus i tide. Men om onsdagen op til prøven lørdag, kunne vi endelig flyve over Madrid til København, først da vi ankom til Spanien fandt vi ud af, at vi kunne komme hele vejen hjem samme dag.
Da dørene endelig åbnede skubbede og maste alle folk for at komme ind, jeg ventede lidt da jeg ikke gad stå med alt bagagen i armene. Vel inde i varmen, spurgte jeg efter vej til lokalet med Fotojournalister de kiggede på mig og pegede i retningen op af trappen og ind til højre med en kommentar om at jeg var gået forkert. Jeg stablede alle mine tasker mv. ovenpå hinanden og rygsækkene på skulderen, printeren stod på toppen af min sportstaske. En venlig kvinde tog i mod mig og anviste lokalet mens hun forklarede at jeg skulle have taget den nordlige indgang kl. 7:30... (Jeg anede ikke der var en sådan, og fulgte blot flokken)
Da vi træder ind i lokalet begynder min printer langsomt men sikkert at glide af tasken, jeg forsøger at læne mig bagover for at få den til at glide mod brystet, mens jeg samtidig højlydt forsøger at fange hendes opmærksomhed med et råb om hjælp. Hun vender sig om, hele lokalet vender sig og retter blikket mod ham den sidst ankomne. Men her er det allerede for sent, printeren har ramt jorden selv med et ynkeligt forsøg på at afbøde faldet med mit ben. Den er smadret, totalskadet ligger den der - jeg forsætter over til min plads for at sætte mine ting. Vender tilbage for at betragte skaderne, samler delene op tager dem over til min plads, andre kommer med flere dele som jeg forsøger at samle.
Jeg får den triste meddelelse at jeg skal have printet mit "prøvenummer" senest kl. 8:20, det giver mig lige præcis 30 minutter til at få den samlet. Jeg trykker, klikker, holder og maser alle delene derhen hvor de ser ud til at passe, får strøm på mens jeg holder delene sammen, den lyser grønt, den tænder men vil ikke printe. Jeg vækker min mor denne lørdag morgen, siger hun skal tage den endnu ikke åbnede gave som jeg gav hende i julegave. Fange en taxe og ellers se at komme herop i en fart, hun forsøger at stille spørgsmål, dem afviser jeg og siger at hun bare skal komme igang og være her inden 23 minutter. Hun ringer tilbage og beder mig skaffe hende en taxa, dette gør jeg samtidig med at en medprøvedeltager fortæller mig, at vedkommende har en ekstra printer i bilen. I fuldt løb henter vi den i bilen, jeg forsøger at få den tilsluttet, men alt hvad der hedder internetforbindelse er ikke muligt, så drivere kan ikke hentes og installeres.
7 minutter igen, en af prøvevagterne har hentet mig et stort glas vand, min kære mor ringer. Jeg løber alt hvad jeg kan ud af døren til parkeringspladsen, siger hende evigt tak og flår den store kasse ud af bagagerummet i en lang bevægelse er jeg på vej tilbage til lokalet. På trappen bliver jeg orienteret af en af prøvevagterne om, at hvis jeg kan printe den første opgave til tiden må jeg blive i lokalet og gennemføre resten af dagen. Jeg flår flamingo og plastik op af kassen, for at finde denne fuldstændig nye printer indhyldet i tape og folie. Samtidig er der en anden prøvedeltager som har pakket sine ting sammen, og forlader lokalet da hans udstyr ikke virker alle kigger langt efter ham og skæver over til min kamp mod tiden. Alle forseglinger ryger af, toneren kommer ud af dens lufttætte sølvpose, proppet i, mens ledningen tilsluttes til min rednings Mac. Som straks genkender den nye printer til trods for, at modelnummeret er en smule nyere end min egen. I dette øjeblik takker jeg mig selv for, at jeg gav min mor en printer magen til min egen og at den endnu ikke var pakket ud.
Jeg bøvler lidt med indstillingerne i programmet mens prøvevagterne har samlet alle andres prøvenumre sammen, hun står nu oppe foran og forklare deltagerne om dagen, og hvorfor jeg endnu ikke har forladt lokalet i samme sekund liver min printer op, den snurrer og ud kommer et varmt papir med fire tal der udgør mit prøvenummer for resten af dagen. Jeg strækker det op over hovedet kl. 8:19, der lyder et lettelsens suk gennem lokalet alle vender sig og smiler til mig. Rød i hovedet og pinlig berørt over den unødige opmærksomhed kaster jeg mig over resten af dagens udfordringer i de journalistiske prøver.
Jeg er lettet over at kunne forsætte dagen, men adrenalinet har gjort mig helt høj og jeg skal virkelig samle mine tanker om den første skrivende opgave. Dagen går med resume, 50 spørgsmåls videnstest og forskellige fejlfindinger i 30  små tekster. På et tidspunkt bliver vi gennet ud i en ventende bus, som skal transportere os til en ukendt lokation hvor vi i løbet af tre timer skal fortolke emnet "Samvær" fire billeder i en serie.
Vi bliver sat af ved Domkirken i hjertet af Århus. Jeg kan mærke roen sænke sig over mig, det er betryggende at være lokalkendt ifht. at finde rundt. Første emne jeg finder er en familier på fem, på lørdags indkøbstur fra Viborg. Jeg følger deres færden i Magasin, videre til skoindkøb og spisning på Mackies pizza, de var for mig virkelig dækkende for emnet "samvær".
Jeg siger farvel og vandre videre gennem Århus, her møder jeg en ung gut med sin nevø jeg har 40 minutter tilbage inden jeg skal være tilbage ved bussen. Han går fra Aros op mod Bruuns galleri hvor de skal mødes med søsteren som har løbet kvindeløb. Undervejs tager jeg flere billeder af deres "samvær" og er ikke i tvivl om, at det er disse billeder som jeg vil samle til min udvalgte serie.
Vel tilbage til prøven forsætter vi i samme spor med forskellige opgaver som alle skal løses på tid, vi får mulighed for at loade billederne ind og vælge dem ud vi vil aflevere. I det afsatte tidsrum til redigeringen bliver vi kaldt ind til en personlig samtale på præcis 10 minutter, som kan tage afsæt i den aller første tekst vi skrev om morgenen. Dagen er ved at være forbi, jeg aflevere understående fire billeder inden jeg pakker alle mine ting kl. 18:15.

En lang og begivenhedsrig dag er vel overstået, jeg er tung i hovedet af alle de indtryk og trænger blot til at slappe af.

- Vilde vulkaner og smadrede printer har ikke forhindret mig i, at komme ind på drømmestudiet jeg fik den første af to standbypladser. Vi var 214 der indsendte billeder, 42 der kom videre, 16 bliver optager om året, og jeg er én af dem. -"Men jeg havde ikke klaret det uden min mors tur med printeren, så en stor og hjertelig tak til dig."